Colombia: Politiske fanger bekæmper fængselsimperialisme

Politiske fanger i Colombia har sat sig i spidsen for en fangebevægelse for forbedringer af forholdene for alle fanger. Tirsdag den 23. februar er international aktionsdag for lukning af højsikkerhedsfænglset Tramacúa i det nordøstlige Colombia, der er bygget til at huse blandt andet politiske fanger.

 

Artikel bragt i MODKRAFT d. 23. februar 2016

AF TANJA WOL · MARIE HAGENSEN · FREDERIK LUND · MIKKEL THYDAL

I Colombia kan man blive fængslet for et godt ord. Fagligt aktive og borgerrettighedsforkæmpere må hver dag leve med truslen om fængsling eller mord, af den simple årsag at de er i opposition til det nuværende styre.

 

Der har de sidste par år været en støt stigning i fængslinger af politisk aktive. I forbindelse med den igangværende fredsproces mellem regeringen og guerillagruppen FARC-EP, kan det tyde på at den colombianske stat i højere grad vil begynde at fængsle politiske modstandere, når undskyldningen om krig ikke længere kan bruges.

 

Kigger man nærmere på Colombias fængselssystem, bliver det tydeligt at repressionen ikke stopper efter politiske modstandere er blevet sat bag tremmer. Med stærk påvirkning fra USA, er det lykkedes Colombia at få skabt et fængselssystem, der i høj grad er designet til at nedbryde og lukke munden på den politiske opposition.

Men de indsatte organiserer sig og kæmper mod umenneskelige forhold og umyndiggørelse indefra.  

Det colombianske fængselssystem

Det colombianske fængselssystem er præget af en enorm overbelægning. Der sidder lige nu 119.000 colombianere bag tremmer, i et fængselssystem der har plads til 77.000 fanger.

Det medfører et dårligt fysisk og psykisk klima for de indsatte, der ikke har nok plads at bevæge sig på og ofte må lide under smitsomme sygdomme. Samtidig er adgang til lægehjælp og andre basale behov mange steder er så godt som umulig for de indsatte.

Brugen af tortur er videre udbredt i det colombianske fængselssystem. Det på trods af, at den colombianske stat har underskrevet internationale traktater, der forbyder brugen af tortur.

 

Højsikkerhedsfængsel Tramacúa i regionshovedstaden Valledupar i det nordøstlige Colombia er berygtet for sine umenneskelige og torturlignende forhold. De indsatte bliver nægtet lægehjælp og udsat for hård fysisk vold.

Temperaturen inde i fængslet kan nå op på 40 grader, og de indsatte har kun adgang til vand 10 minutter om dagen, hvilket har medført utroligt beskidte forhold og mange syge. 

Fængslet som våben mod politiske modstandere

Forholdene i de colombianske fængsler skal ikke forstås som en tilfældighed, eller som dårlig administration af en sektor, der ikke prioriteres. Fængslerne, deres indretning og behandlingen af indsatte er i høj grad prioriteret af den colombianske stat - der med fuldt overlæg sørger for at gøre fængselsopholdet til en ubehagelig oplevelse - især for politiske fanger.

Det er i det lys, at vi skal forstå det, når politiske fanger placeres så langt væk som muligt fra deres familier eller når fagligt aktive bliver sat til at afsone side om side med guerillasoldater og paramilitære.

I de colombianske fængsler kan omkring 10.000 af de indsatte karakteriseres som politiske fanger.

Når der tales om Colombia og kritisable indgreb mod den politiske opposition, er der én aktør hvis rolle altid er værd at undersøge for at forstå det fulde billede: USA.

Internationale operationer som The War on Terror og The War on Drugs er kampagner, som har betydet en stor forskel for bundlinjen i det colombianske forsvar, de sidste mange år.

USA og Colombia har siden 1980’erne haft et tæt samarbejde, hvor USA bidrager med penge eller militær udstyr, og Colombia derefter indgår som loyal håndlanger i den internationale krig som USA fortsat fører. Fængselssystemet er ingen undtagelse.

 

Fængsels-imperialisme

De senere år har det colombianske fængselsvæsen gennemgået en udvikling. Der tales i Colombia om overgangen fra den klassiske fængselsmodel til den nye fængselskultur.

Som et led i denne overgang blev fængselsansatte fra USA sendt til Colombia for at træne deres colombianske kollegaer. Derudover blev der også givet økonomisk støtte til oprettelsen af en række »super-fængsler«.

At kalde fængslerne for super-fængsler er mildt sagt misvisende. I et tilfælde sidder der over 8.000 fængslede i et fængsel bygget til 5.000 indsatte. Foruden den store overbelægning, de mange menneskerettighedskrænkelser og usunde forhold, har implementeringen af det USA-støttede fængselsprogram indebåret en stigning af politiske anholdelser og en militarisering af fængselssystemet.

Tramacúa fængslet er det første superfængsel, der blev bygget i 2000, og personligt indviet af den daværende præsident Andres Pastrana.

Tramacúa har siden hen fået navnet ‘Colombias Guantanamo’ på grund af de frygtelige forhold i fængslet.

På trods af den stigende kritik af Tramacúa-fænglset, er fængslet blevet klaldt en success af USA og eksporteret til bl.a. Afghanistan og Irak. Den amerikanske model for masse-fængsling og social og politisk kontrol er eksporteret til mindst 25 lande.

 

Modstand mod fængselssystemet

Blandt politiske fanger har mange været vant til at organisere sig i kampen for deres rettigheder, inden de blev fængslet, og organisationskulturen fortsætter inden for murene.

I de fleste colombianske fængsler findes kollektiver af politiske fanger, der står sammen om at arbejde for bedre forhold og sætte forholdene i fængslerne på den politiske dagsorden.

Disse kollektiver er nu gået sammen om at danne Den Nationale Fængselsbevægelse. Bevægelsen søger at repræsentere alle landets fanger; politiske som »sociale«.

I 2012 koordinerede bevægelsen den første landsomspændende aktion, hvor protester simultant afholdtes i fængsler landet over, og flere sultestrejker er ligeledes sprunget ud af bevægelsen.

Bevægelsen har stillet en række krav, bl.a. om otte-timers pårørende besøg, en »reel, definitiv og omgående« løsning på indsattes sundhedstilstand og ophør af udlevering af fanger til domme i USA eller øvrige udland.

Historien om det colombianske fængselssystem er ikke en historie, der kan stå alene. Den skal forstås i et samlet mønster, hvor den colombianske stat tilsidesætter retsstaten for at komme sine politiske modstandere til livs og tjene USA’s økonomiske interesser, i bytte for økonomisk og militær støtte.

Kamp for bedre forhold i Tramacúa fængslet i Colombia er den samme kamp, som bliver ført af bondebevægelsen, fagforeningerne og oprindelige folk. Det er kampen mod den amerikanske imperialisme, det colombianske oligarki og for en colombiansk retsstat, der varetager borgernes interesser, og ikke bliver misbrugt til at tjene overklassens og USA’s jagt på selvberigelse.

De politiske fanger og deres kamp for en retfærdig behandling, både inden- og uden for fængslets mure, er en lang og sej kamp, der ikke vindes i morgen. Men modstanden vokser og bevægelsen bliver bedre organiseret dag for dag.

Tanja Wol, Marie Hagensen, Frederik Lund og Mikkel Thydal er aktive i gruppen Colombia Solidaritet, der støtter en international aktionsdag for lukning af Tramacúa-fængslet i Colombia.

 

Frihandel hjælper kun forretningseliten

Dansk erhvervsliv glæder sig over frihandel med Colombia. Landet har skiftet konflikt ud med fred og fremgang, hedder det. Men reelt er det blot en lille forretningselite, der har fået ro til at dele ud af Colombias ressourcer

Artikel bragt i INFORMATION d. 17. oktober 2014

AF TANJA WOL · MAJA GRØNKJÆR · MIKKEL THYDAL

Et år efter frihandelsaftalen mellem Colombia og EU er blevet underskrevet, er der livlig dansk aktivitet i Colombia. Nyåbnet ambassade, studierejser med folketingspolitikere og en stærk opfordring til danske virksomheder til at investere i det business friendly land.

Hvad der ikke bliver råbt så højt om, er de mange drab på fagforeningsfolk, der stadig foregår, de utallige protester mod frihandelsaftalen fra småbønder og det faktum, at selv om landet er midt i lovende fredsforhandlinger, foregår der stadig kamphandlinger mellem guerillagrupperne FARC og ELN og regeringsstyrkerne. Det er tydeligt, at brud på menneskerettighederne stadig er hverdagskost i Colombia, et land som de europæiske politikere sammen med Colombias præsident Santos har travlt med at beskrive som et post-konflikt-samfund, der bare venter på at blive opdaget af europæiske virksomheder.

Mere end skønhedspletter

Frihandelsaftalen har været undervejs i flere år, og det står klart, at EU har haft stor interesse i at få en frihandelsaftale i stand med Colombia. I EU’s rapport bliver Colombia beskrevet som en af de mest fremadstormende økonomier med en forventet vækst på 3-5 procent årligt over de næste fire årtier. Også Danmark har fået øjnene op for det colombianske marked: Den forhenværende danske ambassadør i Brasilien, Svend Roed Nielsen, udtalte tidligere i år, at Colombia har stort potentiale for det danske erhvervsliv og forsikrer, at »Colombia i dag er et fungerende demokrati, dog med et par skønhedspletter«.

Både EU og Danmark har været forhippede på at få en handelsaftale med Colombia i hus. Desværre så forhippede, at de har valgt at se igennem fingre med de systematiske og grove overtrædelser af menneskerettighederne, der fortsat sker i Colombia. Adskillige menneskerettighedsorganisationer kritiserede sidste år frihandelsaftalen for ikke at være mere kritisk over for Colombia. Aftalen blev dog også ratificeret med en udvidet klausul om menneskerettigheder, hvor Colombia bl.a. blev bedt om at udforme en såkaldt road map, der viser, hvordan landet har tænkt sig at forbedre menneskerettighedssituationen over de kommende år.

Overhørte protester

Samtidig med at frihandelsaftalen med EU trådte i kraft, var der massive protester mod resultaterne af en række andre frihandelsaftaler, som Colombia har indgået med bl.a. USA. Aftalerne har for en stor del af arbejderne i landbrugs- og fødevaresektoren betydet, at deres produktion ikke længere er rentabel. På trods af, at Colombia har været selvforsynende med ris, og tusindvis af bønder har ernæret sig ved risdyrkning, står USA i dag for 80 procent af det colombianske marked for ris. Protesterne var kendetegnede ved, at de overalt i landet blev brutalt nedkæmpet af politiet. Dette mønster går desværre igen i flere sektorer.

Flere tusinde bønder fra den colombianske region Sumapaz har for nylig været på gaden i protest mod, at den colombianske regering har givet ni tilladelser til multinationale selskaber til at udvinde naturressourcer, især olie og gas, fra Sumapaz. Sumapaz er en af landets vigtigste ferskvandsreserver, og de multinationale selskabers megaprojekter i området vil ifølge bønderne få katastrofale konsekvenser for miljøet og ødelægge deres levegrundlag.

Hvem har fået fred?

Både Colombias regering og dens fremtidige forretningsforbindelser arbejder i øjeblikket på landets nye image – fred og demokrati. Og freden sælger. Et af de argumenter, man hyppigst hører for at investere i Colombia, er, at der nu er sikkert for virksomheder.

Det er belejligt at tale sig ind i en post-konflikt-diskurs, der retfærdiggør et indtog på et lukrativt marked, men når det kommer til at bedømme Colombia som post-konflikt-land, kommer det an på, hvilken konflikt man kigger på. Det er muligt, at FARC inden længe vil nedruste, men landet står stadig i en situation, hvor 5,7 millioner mennesker lever som internt fordrevne, og det stadig er hverdagskost for landbefolkningen at blive berøvet sin jord til fordel for multinationale megaprojekter.

Interessekonflikten mellem landets top og den brede del af befolkningen er altså langtfra løst. Kombineret med et øget militærbudget, må man spørge sig selv, hvem der får fred. Noget kunne tyde på, at det er Colombias forretningselite, der nu har fået ro til at dele ud af landets ressourcer.

I fortællingen om fredsaftalerne og demokratiet i Colombia er det netop konflikten mellem stat og befolkning, der bliver udeladt – og den konflikt ser ud til at kunne fortsætte, om muligt eskalere, efter en fredsaftale. Hvis Colombias regering fortsætter med at give grønt lys til fratagelse af bønders land, vende det blinde øje til overgreb på fagforeninger og brutalt nedkæmpe de stemmer, der taler imod frihandelsaftalerne, samtidig med at omverdenen fortsat har skyklapper på, ser det rigtig sort ud for menneskerettighederne i Colombia.

Road-map’en, der fungerer som argument for dansk indtrædelse i frihandelsaftalen, har i praksis ikke ændret situationen. Til gengæld har man taget glæderne på forskud og har i mellemtiden åbnet en ambassade, hvis fokus udelukkende er handelsforbindelser – ikke menneskerettigheder. Skal Danmark træde ind i dette handelssamarbejde med god samvittighed, er regeringen altså nødt til at vise konkret handling eller helt simpelt indse og viderebringe til omverdenen, at den handelsaftale, der er blevet underskrevet, udelukkende tjener danske og europæiske interesser på bekostning af den colombianske befolknings rettigheder.

Mikkel Thydal, Maja Grønkjær og Tanja Wol Sørensen er medlemmer af Colombia Solidaritet

 

Hvad er prisen for fred i Colombia?

Sociale bevægelser frygter repression i ly af fredsforhandlinger mellem Colombias regering og oprørsbevægelsen FARC.

Artikel bragt i Modkraft d. 3. september 2013

AF MIKKEL THYDAL

Manges øjne er rettet mod Colombia, efter regeringen er begyndt at forhandle fred med guerillagruppen FARC.

Europæiske medier håber Colombias præsident, Juan Manuel Santos langt om længe kan skabe fred i det konfliktprægede land.

Der hersker en optimistisk stemning ud fra en forventning om, at Colombia snart kan træde ind i en æra af post-konflikt og starte et nyt kapitel om fred.

Men hvad er det for en fred, der diskuteres, og for hvem?

Fredsvagter lukker ned

Jeg har brugt de sidste seks måneder på at lukke ledsagerorganisationen International Peace Observatory (IPO).

IPO er en organisation, der siden 2008 har sendt internationale fredsvagter til Colombia for at dokumentere overgreb på menneskerettighederne mod bønder, fagforeningsarbejdere og menneskerettighedsaktivister.

Gennem lobbyarbejde og ledsagelse af disse mennesker i regionerne, har arbejdets formål været, at give plads til kampen for bedre rettigheder uden trusler om overgreb, falske beskyldninger og chikane fra ordensmagtens side.

I foråret 2013 løb organisationen tør for penge og steder at søge om flere.

Lukningen indebar, udover administrative opgaver som at tømme kontoret, at framelde telefon og internet, en lang række ubehagelige møder med samarbejdspartnere, der skulle have nyheden overdraget om, at de nu måtte klare sig selv, da vi ikke længere kunne stå til rådighed i landet.

I løbet af de to uger, hvor vi overdrager nyheden om lukningen, er reaktionen den samme:

En bonde sidder lidt eftertænksomt og stirrer, inden han siger:

»Vi er selvfølgelig rigtig glade for det arbejde, I har lavet indtil nu, og vi forstår, at der ikke er så meget I kan gøre ved jeres økonomiske situation. Men i al den tid I har ledsaget os, er det her nok det værste tidspunkt I kunne forlade os på. Vi er jo helt alene. Hvad skal vi gøre nu?«.

Den historie gentager sig selv på den ene eller den anden måde ved alle møderne. Hver gang er der stilhed, hver gang er der forståelse. Men der er desperation og opgivelse samtidig med forståelsen.

For disse organisationer er fredsforhandlingerne nemlig forholdsvis ligegyldige. Om FARC er aktive eller ej; organisationerne står stadig overfor trusler om fordrivelse, forfølgelse, chikane, overvågning, mistænkeliggørelse og fratagelse af rettigheder.

Alt sammen grundet det arbejde, de udfører, eller den skæbne, der nu lige er tilfaldet dem, som at bo det forkerte sted, forlange retten til at dyrke jord, forlange svar fra regeringen eller forlange et hjem, der er blevet taget fra dem, tilbage.        

Vækst og investeringsmuligheder

Alle disse bekymringer for almindelige colombianere fortsætter, mens Time Magazine sætter Manuel Santos på forsiden, Nobel nominerer ham til fredsprisen og Danmark sender udenrigsministeren til et seminar om grøn vækst, og udforsker det spændende nye marked i Sydamerika.

Den vestlige verden valfarter til Colombia for at undersøge investeringsmuligheder, og der bliver snakket nye frihandelsaftaler med både USA, Korea og EU.

I Colombia  har man siden Santos tiltrædelse som præsident talt om, at landet snart befinder sig i en »post-konflikt«. Lytter man til Santos’, og hans regerings, retorik kunne man næsten komme til at tro at der allerede er fred og at det bare er et spørgsmål om at underskrive en aftale.

Mange firmaer har været tilbageholdene med at investere i Colombia og åbne op for tilstedeværelse i landet grundet frygten for FARC, som er kendt for at kidnappe medarbejdere fra - og sabotere multinationale firmaer.

Med en fredsaftale og våbenhvile fra FARC’s side ser det colombianske marked langt mere tillokkende ud for europæiske og amerikanske investorer.

Fredsaftalen med FARC og frihandelsaftaler har været første prioriteter for den nuværende regering i Colombia siden tiltrædelsen, og det kunne se ud som om at 2013 er året hvor det hele falder på plads.

Sociale mobiliseringer

På samme tid har 2013 været året hvor kaffebønderne, minearbejderne, universitetsprofessorer og studerende har været i længerevarende strejker og landet befinder sig nu midt i en generalstrejke  hvor førnævnte sektorer har slået sig sammen med sundhedsmedarbejdere, lastbilchauffører, risbønder, sukkerrørsbønder og de samlede bønder fra regionen Putumayo.

Baggrunden for strejkerne er bl.a. det usikre colombianske marked og de lave priser landbrugsarbejderne får for deres afgrøder. En situation, de frygter kun vil blive værre, hvis frihandelsaftalerne får medvind.

Alle protester og strejker er blevet mødt af benægtelse fra regeringens side og hård undertrykkelse af politi og militær, som bl.a. har indebåret deciderede tæsk af fredelige demonstranter, afbrænding af fødevarer og transportmidler, samt natlige gas- og voldsangreb på sovende demonstranter.    

Det internationale samfunds blinde øje

De sidste par år er det gået samme vej for næsten alle internationale menneskerettighedsorganisationer, som arbejder i Colombia.

I løbet af krisen er der kommet færre og færre midler til fra Europa og USA, og alle organisationerne har oplevet et fald i ressourcer, hvilket betyder færre frivillige, færre samarbejdspartnere, færre muligheder for fysisk ledsagelse og meget mindre tid.

Det giver nogle rigtig svære præmisser for disse organisationer til at udføre deres arbejde, og i foråret bukkede IPO under som de første, men afgjort ikke de sidste.

I maj kom nyheden om at, FN, grundet fredsforhandlingerne og de sidste års nedtoning i den væbnede konflikt, har besluttet at lade kontoret for højkommissæren for menneskerettigheder (United Nations Office of the High Commissioner for Human Rights; UHCHR) køre videre et år til, og derefter indstille sit arbejde i Colombia.

Der tegner sig altså et faretruende mønster i Colombia:

Med fredsforhandlingerne forsøger man fra USA og EU’s side at investere sig ud af krisen, men med et blindt øje på den kritiske menneskerettighedssituation, der udspiller sig sideløbende.

Vil man handle med colombianerne og lægge noget handling bag sin begejstring over fredsforhandlingerne, burde indsatsen for sikringen af menneskerettigheder gå hånd i hånd med indsatsen i økonomiske investeringer.  

Ingen fred for folket

Colombia er et land, hvor politiske mord, intern fordrivelse, frihedsberøvelse og forfølgelse er på dagsordenen hver dag. Et land med flere aktive paramilitære grupper og en intern politisk linje, som er meget fjendtlig stemt overfor fagforeninger og menneskerettighedsforkæmpere.

Mange af de overgreb, som finder sted, er rettet mod en befolkningsgruppe, som intet har med guerillaen at gøre.

FARC bliver ofte brugt som undskyldning på disse overgreb, da det er en anklage der kan legitimere næsten hvad som helst.

Men selv efter en eventuel fredsaftale, vil virkeligheden for Colombias bønder og arbejdere stadig være en massiv undertrykkelse som følge af krav på rettigheder.

Så når der læses om fredsforhandlinger, er det vigtigt at være opmærksom på, at en fredsaftale mellem stat og guerilla, er en fredsaftale der bliver indgået mellem to væbnede parter – ikke med resten af Colombias 40 millioner indbyggere.

Mikkel Thydal har været udsendt til Colombia for fredsorganisationen International Peace Observatory

 

Kokabønder beder den colombianske

regering om hjælp

Artikel bragt i Modkraft d. 12. juli 2013

AF MAJA PEDERSEN

Catatumbo ligger i det nordøstlige Colombia, med grænse til Venezuela og kører kun rundt rent økonomisk på grund af den forbudte afgrød koka. Catatumbo er som region fuldstændig forladt af staten når det gælder sociale ydelser som sundhed, uddannelse og en infrastruktur, der gør det muligt at transportere sine afgrøder ud af regionen.

Det forklarer en repræsentant for interesseorganisationen ASCAMCAT, der repræsenterer bønderne i regionen, under en høring for colombianske politikere og bønder i sidste måned.

Økonomisk afhængighed

Manglen på veje til transport af afgrøder, kombineret med dumpingen af fødevarepriserne, betyder i praksis at bønderne i Catatumbo er overladt til at dyrke koka, fordi omkostningerne ved at transportere grøntsager og legale afgrøder ud af regionerne er langt højere end den værdi, varene kan afsættes til ved den nærmeste forhandler.

 

I store dele af Catatumbo er vejene eksempelvis så dårlige, at man ikke kan transportere sine varer med bil, men kun til rygs på et mulddyr. Det at kokamassen afsættes til en langt højere kilopris end de legale produkter betyder, at bønderne, efter transportomkostninger, stadig kan have en fortjeneste på varen.

Konsekvensen er, at bønderne i Catatumbo er blevet økonomisk afhængige af koka.

Bondeorganisationen ASCAMCAT har inviterert regionale og lokale politikere samt bønderne i regionen til en række forhandlinger om udviklingen i regionen. Til disse folkehøringer har spørgsmålet om alternativer til dyrkning af koka stået højt på organisationens politiske dagsorden.

Giftangreb på lokalbefolkingen

– Vi, bønder i Catatumbo, er trætte af koka - vi ved godt at mange af de problemer vi har i regionen skyldes de ulovlige afgrøder, lyder det fra Don Pedro, der på talerstolen til den sjette folkehøring, der blev afholdt af organisationen i juni i år.

Her henvises til de talrige krænkelser af fundamentale rettigheder, som civilbefolkningen i Catatumbo har oplevet, som følge af en massiv millitær tilstedeværelse i regionen, der blandt andet støttes økonomisk af den amerikanske regering gennem »Plan Colombia«. Den har blandt andet til formål at bekæmpe produktion af kokain, som stammer fra koka-planten.

Et eksempel på problemer som kokaproduktionen har medført for bønderne, er de oversprøjninger fra luften med plantegiftmidlet Glyfosat, som militæret udfører. Disse giftoversprøjtninger har katastrofale følger for landbefolkningen, fordi det ikke kun rammer kokaproduktionen, men også ødelægger de fødevarer som bønderne lever af.

Det handler om overlevelse

– Vi bønder dyrker ikke koka fordi vi kan lide det, fortæller Don Pedro.

– Vi dyrker koka fordi vi ikke har andre muligheder, rent økonomisk, for at overleve i Catatumbo.

Og derfor, forklarer ASCAMCAT-lederen, er den hårde linje overfor kokabønderne slået fejl i forhold til kokabekæmpelsespolitikken.

– For så længe den eneste mulighed vi bønder har for at overleve her i regionen er ved at dyrke og sælge koka, giver det sig selv at der vil blive ved med at være koka i Catatumbo, fortæller Don Pedro og fortsætter:

– Hvis man virkelig fra statens side ønsker at bekæmpe kokaproduktionen, er det der skal til en social og økonomisk investering i regionen.

Bønder: Tag pengene fra militæret

Her taler ASCAMCAT eksempelvis om statslige investeringer i en infrastruktur, der gør det muligt at transportere sine varer uden alt for høje omkostninger, samt garantier for et marked hvor bønderne kan afsætte legale afgrøder til en rimelig pris, hvilket vil kræve et brud med Colombias neoliberale handelspolitik.

Hvor pengene til den statslige investering i regionen skal skal komme fra har Catatumbos bønder også et bud på:

– På det colombianske statsbudget er der sat rigeligt med penge af til kokabekæmpelse, og de penge kunne bruges bedre end på den militære indsats i Catatumbo, der jo heller ikke er gratis, siger Don Pedro.

Således runder bondelederen fra ASCAMCAT sit oplæg om substituering af koka af.

En opstemt mumlem, klapsalver og engagerede tilråb fra salen afslører en bred enighed i dette udsagn, fra de omkring 300 fremmødte bønder fra Catatumbo.

Maja Pedersen er udsendt som international observatør for organisationen IPO. Don Pedro er et opdigtet navn, brugt af hensyn til personens sikkerhed.